Toscana ligger ganske godt placeret i hjertet af Italien, med sin kyststrækning mod Middelhavet, frodige grønne bakker, omkranset af bjergkæden Appenninerne og korte afstand til landets hovedstad Rom.

Regionens hovedstad hedder Firenze, som blandt andet er kendt for sine mange imponerende kirker, dåbskapellet samt Uffizi-gallerierne med sin kæmpe samling af historiske kunstværker.

Toscana må så absolut siges at være en kunstnerisk og kulturelt fascinerende region, her findes et væld af kendte byer med flotte kunstneriske bygningsværker, gå på opdagelse i Pisa, Lucca, Firenze eller Siena, og du mærker straks historiens vingesus når du går i de små snirklede gader.

Landskabet i regionen kan få de fleste turister fra det flade Danmark til at miste pusten bare ved synet af de bløde bakker med sit farve-orgie af grønt, rødt og gul, med landsbyer og gårde placeret skødeløst rundt om i landskabet og med pinjetræer i vejkanten.
Et område som gastronomisk nyder godt af havet samt den frodige natur som giver god grobund for oliventræer, vin, majs samt til kvæg.

Det toscanske køkken er varieret og fyldigt, men samtidig også meget traditionelt og landligt.
Her findes et bredt udvalg af fiskeretter, grillstegt kød, pasta med diverse tilbehør, ofte støder man også på retter med bønner som er en yndet ingrediens i området, ofte anvendt som fyld i supper, den kendte Fiorentina-steak fra Firenze, samt en række lækre kager som bla. Panforte fra Siena og Cantucci fra Prato.

Derudover er der selvfølgelig også mange gode vine fra regionen, de mest kendte rødvine må nok siges at være Brunello og Chianti men hvidvinene kan også sagtens være med selvom de ikke har gjort sig helt så bemærket som rødvinene

Del på: